Hun satte sig ved siden af ham med tårer i øjnene. “Mor,” hviskede hun. “Hvad kan jeg gøre for dig? Har du brug for noget?”

Hun åbnede langsomt øjnene, smilede svagt og sagde:

“Installer ventilatorerne. Køb et køleskab. Giv dem mere mad.”

“Vær sød,” sagde hun med en knap hørbar stemme. “Sæt ventilatorerne herind. Luften cirkulerer ikke. Det er så varmt herinde … for varmt.”

Hun holdt en pause, hendes blik faldt på vinduet. “Og hvis det er muligt, så køb et køleskab. Maden bliver fordærvet alt for hurtigt her. Mange nætter … gik jeg sulten i seng.”

Hendes søn blinkede vantro. “Mor, du har aldrig fortalt mig alt dette før. Hvorfor nu? Hvorfor vente til i dag, når …”

Hendes stemme brød sammen. Hun kunne ikke afslutte sætningen.

Mor så på hende med den samme rolige visdom, hun altid havde båret med sig. Hans næste ord ville for evigt forblive i hendes sind.

“Jeg overlevede varmen og sulten … men jeg er bange for, at du ikke gør det.”

“Det er okay, min kære,” sagde han sagte. “Jeg levede mit liv. Jeg gjorde det. Jeg udholdt varmen, sulten, stilheden … fordi jeg ikke havde andet valg.”

“Men jeg beder dig ikke om at ændre tingene for mig. Jeg vil have, at du ændrer dem … for dig selv.”

Hun stirrede forvirret på ham.

“En dag,” sagde han, “beslutter dine børn måske, at de ikke har tid mere. Måske bringer de dig hertil, ligesom du bragte mig hertil. Og når den dag kommer, er jeg bange for … at du ikke vil være i stand til at opnå det, jeg har opnået.”

Hendes læber dirrede let, hendes øjne fyldtes med tårer, ikke af smerte, men for hendes fremtid.

“Det er derfor, jeg beder om ventilatorer. Et køleskab. Mad,” sagde han. – Fordi måske … en dag vil du ligge her. Og jeg vil have, at du har det bedre. Jeg vil have, at du lider mindre, end jeg gjorde.

Han tog hendes hånd og hviskede sine sidste ord:

– Hvad du giver… får du. Fortsættes på næste side.