Opvågningen, for sent
Den nat forlod hun plejehjemmet med et tungt hjerte, ikke kun af sorg, men også af erkendelse.
Hun havde ikke efterladt sin mor alene på det sted. Hun havde også efterladt en del af sig selv: barnet, der engang havde lovet aldrig at svigte hende, den voksne, der var for travl til at huske de ofre, hun havde bragt.
Hun havde givet hende mad, tøj og beskyttet hende, da hun var mest sårbar.
Og da hun viste sig at være sårbar, var han væk.
Nu, i sine sidste timer, var hun ikke bitter. Hun var ikke vred. Hun beskyttede hende stadig mod en fremtid, hun ikke engang kunne forestille sig.
En arv af moderlig kærlighed
Den nat vendte hun tilbage til plejehjemmet, ikke bare for at græde, men for at handle.
Hun talte med personalet. Hun bestilte respiratorer. Hun donerede et køleskab. Han sørgede for måltider af bedre kvalitet. Han begyndte at besøge sin mor oftere, ikke kun for at ære sin mors minde, men også for at trøste dem, der ligesom ham sad stille i glemte rum og ventede på en velkendt stemme.
Han kom også hjem den aften og krammede sine børn endnu tættere. Han fortalte dem historier om deres bedstemor: hvor stærk hun var, hvor venlig hun var. Og han mindede dem om, at den måde, vi behandler dem, der opdrog os, ikke kun bestemmer deres ende, men også vores begyndelse.
“Ær jeres forældre, før det er for sent.”
Historien om denne dreng og hans døende mor er enkel, men dybsindig.
Denne lektie læres ikke i prædikener eller lange taler, men i den sidste handling af uselvisk kærlighed til en døende mor.
Fortsættes på næste side
