Daniel virkede irriteret, da han åbnede døren – men hans udtryk ændrede sig straks, da han så Javier stå der sammen med to lokale politibetjente.
“God eftermiddag,” sagde Javier roligt. “Vi modtog et opkald, der udtrykte bekymring.”
Margaret rejste sig straks.
“Der må være en misforståelse,” sagde han bestemt. “Alt er fint her.”
Betjentene bad om at blive lukket ind. Jeg nikkede, før nogen andre kunne svare.
Laura trådte ud af køkkenet efter at have hørt ukendte stemmer. Da hun så betjentene, frøs hun til og greb fat i kanten af sin sweater.
“Har du det godt?” spurgte en af betjentene blidt.
Laura kiggede på Daniel. Så på Margaret. Jeg kunne se, hvor svært det var for hende at tale – hvor vant til stilhed hun var.
Endelig sænkede hun øjnene og sagde sagte:
“Nej … jeg har det ikke godt.”
Rummet blev stille.
Politiet observerede omgivelserne – det kolde køkken, ubalancen i den daglige rutine, Lauras anspændte kropsholdning. Margaret begyndte at påstå, at Laura var “for følsom”, at “sådan fungerer familier”.
Javier afbrød høfligt:
“Frue, jeg råder Dem til at forholde Dem rolig. Alt bliver dokumenteret.”
KUN TIL OBSERVATIONSFORMÅL
Daniel blev bedt om at træde til side for en privat samtale. Laura satte sig ved siden af mig i sofaen og rystede let. Jeg viklede min frakke om hendes skuldre. For første gang i lang tid viste der sig lettelse i hendes ansigt – blandet med frygt, men ægte.
“Jeg ønskede ikke, at det skulle komme til dette,” hviskede hun.
“Jeg ved det,” sagde jeg. “Men De behøver ikke at gå igennem det her alene længere.”
Om eftermiddagen blev Daniel bedt om midlertidigt at forlade huset, indtil situationen blev revurderet. Der blev taget beskyttelsesforanstaltninger. Margaret stormede ud af huset og insisterede på, at sagen ikke var overstået endnu.
Daniel blev bedt om at træde til side et øjeblik, mens situationen blev revurderet. Da døren endelig lukkede sig, faldt der stilhed over huset.
Laura tog en dyb indånding, som om hun endelig havde kunnet trække vejret igen.
“Jeg troede, at ingen ville tro på mig,” sagde hun.
“Jeg tror altid på dig,” svarede jeg.
Læs videre på næste side
