De følgende uger var vanskelige. Møder. Terapisessioner. Øjeblikke med tvivl. Laura bebrejdede sommetider sig selv, som mange mennesker gør efter langvarig følelsesmæssig stress. Men langsomt begyndte hun at genvinde noget, hun havde mistet – sin stemme.
Med støtte og vejledning lærte hun at udtrykke sine behov, sætte grænser og passe på sig selv. En dag tændte hun køkkenvarmen uden at spørge nogen. Det var en lille gestus – men en kraftfuld en.
Daniel forsøgte at kontakte hende flere gange. Alt blev håndteret korrekt. Margaret forsvandt fra vores liv.
En morgen, da vi sad i det samme køkken og drak kaffe, kiggede Laura på mig og sagde:
“Tak fordi du ikke kiggede væk.”
Den sætning har hængt ved i mig.
Fordi skaden ikke altid kommer fra højlydte øjeblikke. Nogle gange er den skjult bag rutiner, stilhed og kontrol. Og alt for ofte vælger folk ikke at gribe ind.
Laura er i øjeblikket ved at opbygge et nyt liv for sig selv. Ikke alt går glat. Der er gode dage og dårlige dage. Men hun er anderledes nu – mere ærlig, mere selvsikker.
Og nogle gange er bare en forandring nok til at starte på noget nyt.
