– Er du klar nu? Tag mere mad med!
Laura spjættede. Hun slukkede for vandhanen, tørrede hænderne i bukserne og svarede stille:
– Ja.
I det øjeblik forstod jeg det. Det var ikke bare træthed. Det var pres. En følelse af kontrol. Den slags stille pres, der slider dig ned dag efter dag.
Margaret bemærkede mig endelig. Hun smilede høfligt, men der var ingen varme.
– Åh, vi forventede dig ikke i dag, sagde hun og blev siddende.
Jeg sagde ingenting.
Laura vendte tilbage til vasken, med ryggen let bøjet og bevægelserne forsigtige – som om hun var bange for, at hun gjorde noget forkert. Hun klagede ikke. Og det var stilheden, der bekymrede mig mest.
Jeg tog min telefon frem, lod som om jeg tjekkede min besked og trådte til side. Jeg ringede til Javier, en gammel familieven, der nu arbejdede som advokat og ofte hjalp familier gennem følelsesmæssige og familiære kriser.
– Jeg har brug for dig her, sagde jeg stille. – Til min datter.
Intet ændrede sig i rummet. Daniel satte sig ned igen. Margaret fortsatte med at spise. Laura fortsatte med at vaske op.
Efter et par minutter bankede nogen på døren.
Læs videre på næste side
