Jeg gjorde næsten aldrig dette, men i ugevis havde jeg haft en nagende følelse – en urokkelig fornemmelse af, at noget var galt. Jeg kunne ikke forklare det logisk. Det var simpelthen en moderlig instinkt, og denne gang besluttede jeg mig for ikke at ignorere det.

Jeg ringede på døren. Ingen svarede. Efter at have ventet et øjeblik brugte jeg den ekstra nøgle, Laura havde givet mig for år siden, “bare i tilfælde af”.

Så snart jeg trådte indenfor, følte jeg mig kold. Ikke den slags kulde, der kommer af vintervejr, men en dybere kulde – den slags, der fik huset til at føles ubehageligt og trykkende.

Den konstante lyd af rindende vand kom fra køkkenet.

Jeg nærmede mig det stille. Det, jeg så, fik mig til at stoppe op.

Laura stod ved vasken og vaskede op igen og igen. Hun havde en tynd sweater på, der tydeligvis ikke var varm nok til hende. Hendes hænder rystede let, og hendes skuldre var stive. Hendes hår var skødesløst bundet tilbage, og hendes ansigt så udtørret ud – ingen tårer, ingen vrede, bare udmattelse.

Hendes mand, Daniel, og hans mor, Margaret, sad ved spisebordet. De var varmt pakket ind, spiste komfortabelt og snakkede, som om intet var hændt. Laura kunne lige så godt have været usynlig.

Margaret skubbede sin tomme tallerken til side. Daniel rejste sig straks og råbte mod køkkenet:

Læs videre på næste side