Jeg starter altid med fløden. Bedstemor sagde, at fløden skulle være “som skyer”. Så jeg tager den direkte fra køleskabet, hælder den i skålen og pisker den, indtil der dannes stive toppe. Ikke for længe, ellers bliver den smøragtig. Jeg sætter den kort til side. Så kommer kvarken – glat, frisk, hvid. Jeg tilsætter sukker og vaniljesukker og rører. Efter blot et par sekunder begynder den at blive cremet, og den vidunderlige aroma af vanilje stiger op.
Nu kommer det magiske øjeblik: vender fløden i. Langsomt, med en spatel, uden at røre vildt, men forsigtigt løfter og vender, indtil alt er luftigt. Fløden bliver let, luftig, næsten som skyer med smag.
Så tager jeg smørkagerne. Bedstemor plejede altid at sige: “Knæk dem ikke, de skal forblive hele.” Men nogle gange gør jeg det alligevel, så de passer bedre i mine glas. Jeg dypper dem kort i kirsebærsaft – ikke for længe, ellers bliver de bløde – og lægger dem som det første lag i fadet. Så kommer en skefuld fløde, toppet med et par kirsebær, og derefter flere småkager. Og sådan fortsætter det, indtil skålen er fuld. Det sidste lag skal altid være fløde – det var bedstemors regel.
Nogle gange drysser jeg et par chokoladespåner eller kakaopulver ovenpå. Hun brugte altid bare en smule kanel, fordi hun sagde, at det duftede af jul, selv om sommeren.
Så kommer den sværeste del: at vente. Fordi desserten skal køle af. Mindst fire timer i køleskabet, helst natten over. Først da vil småkagerne være blandet med fløden, kirsebærrene har frigivet deres saft, og alt vil smage som en drøm.
Den første skefuld – og hvorfor du ikke kan stoppe
Jeg ved ikke, om du kender den følelse – når du tager den første skefuld, og det er som at være barn igen et øjeblik. Det er præcis, hvad der sker her. Den kølige fløde møder de bløde småkager, frugten tilføjer friskhed, og vaniljen lægger sig over den som et tæppe.
Det er sødt, men ikke for sødt. Let, men mættende. Det smager som hjemme. Og du indser det med det samme: du kan ikke stoppe. Hver bid kræver den næste. Ikke underligt at bedstemor altid sagde: “Lav dobbelt så meget, så er der ingen skuffede ansigter.”
Variationer, der er lige så vanedannende
Det bedste ved bedstemors vanedannende dessert er dens alsidighed. Du kan kombinere den med næsten alt. Hvis du ikke kan lide kirsebær, så brug mandariner – det tilføjer et strejf af sommer. Med hindbær bliver den lidt syrlig og forfriskende, med jordbær smager den som et lille stykke forår.
Nogle gange erstatter jeg smørkagerne med ladyfingers og drypper dem med espresso – så er det næsten som en tiramisu, bare uden mascarpone. Til børn laver jeg den med vaniljebudding imellem, og om vinteren drysser jeg lidt kanel og hakkede nødder ovenpå.
Og hvis jeg skal være ærlig – nogle gange spiser jeg den bare direkte fra skålen. Ingen tallerkener, ingen manerer, ligesom vi plejede at gøre hos bedstemor, når hun ikke kiggede.
En dessert med sjæl
Jeg tror, det er præcis derfor, bedstemors vanedannende dessert fungerer så godt. Det er ikke en opskrift, der er beregnet til at imponere. Den vil simpelthen gøre dig glad. Den minder dig om, at de smukkeste ting i livet sjældent er komplicerede. At lykke nogle gange findes i en glasskål, mellem to lag smørkager.
Den smager af barndom, af tryghed, af et hjem, du måske ikke har besøgt i lang tid, men som aldrig helt går tabt i dit hjerte.
Og hver gang jeg laver denne dessert, føler jeg et lille stykke af bedstemor vende tilbage – hendes smil, hendes bløde summen, hendes hænder, der så naturligt gjorde alting rigtigt, uden at man behøvede en kogebog.
Jeg sætter skålen i køleskabet, og mens jeg venter, tænker jeg på hende. På de eftermiddage, hvor hun fortalte os historier, mens desserten kølnede. Øjeblikket, hvor hun sagde: “Man kan se, at en god opskrift er en, der varer ved.”
Hun havde ret. Denne her varer ved.
Nogle opskrifter er som et kram. Bedstemors vanedannende dessert er en af dem. Når du laver den, vil du bemærke, hvordan køkkenet pludselig dufter af vanilje, hvordan du smiler uden grund, og hvordan du med den første skefuld vil føle: Dette er mere end bare dessert. Det er minder, kærlighed, barndom – alt i ét. Og når du prøver det, vil du forstå, hvorfor vi bare ikke kunne stoppe dengang. Så gem denne opskrift. Det er en lille skat. Og når du først har prøvet den, vil du aldrig glemme den.
