Claire så aldrig manden på toget igen. Måske var han harmløs, måske var han ikke. Men i sidste ende betød det ikke noget. Det, der betød noget, var den lektie, som den urolige aften havde gemt.
Kærlighed er ikke bare store gestus, jubilæer eller blomster på bordet. Det er en tilstedeværelse – usynlig, urokkelig og nogle gange uforklarlig. Det er en tillid, der er stærk nok til at forankre dig, når frygt truer med at drukne dig.
Da Claire steg ombord på det næste tog, følte hun sig ikke længere alene. Hun bar Marks stemme med sig, rolig og omsorgsfuld, et bevis på, at deres bånd var mere end bare fysisk. Det nåede ud over afstand og tid og hviskede trøst selv i hans fravær.
Og mens toget kørte, lænede hun sig tilbage i sædet, trøstet af en sandhed, hun ville bære med sig for evigt:
Kærlighed, når den er sand, har en måde at holde os trygge på.
