Hun bad ikke om trøst for sig selv. Hun bad om det for … sin mand.

Hun var ikke bange for døden. Hun var bange for, at han en dag ville lide den samme ensomhed, som hun gjorde.

Så hvis du læser dette, og dine forældre stadig er i live, så spørg dig selv:

Har jeg ringet til dem for nylig?

Føler de sig hørt, værdsat og omsorgsfuldt behandlet?

Giver jeg dem den samme kærlighed og værdighed, som de engang gav mig?

Fordi en dag kan du være den, der ligger i den seng, og ekkoet af din omsorg vil blive en stemme i dine børns hjerter.

“Man får, hvad man giver.” Ikke kun i forældreskabet, men i livet generelt.