Claire fandt en tom plads og lænede sig tilbage og udåndede, som hun ikke havde vidst, hun holdt. Et øjeblik lod hun sig nyde stilheden, rytmen af toget, der klaprede hen ad sporene, og passagerernes svindende snak.
Men så lagde hun mærke til ham.
Manden sad overfor hende og stirrede på hende.
Der var intet ondskabsfuldt i hans ansigt. Hans udtryk var roligt, næsten uudgrundeligt. Alligevel vaklede hans blik aldrig, det blev aldrig blødere. Det var et blik, der sendte kuldegysninger ned ad ryggen på hende, et blik, der udløste et instinkt dybt i hende – en stille stemme, der hviskede: Noget er galt.
Claire kiggede væk og sagde til sig selv, at hun ikke skulle overtænke det. Måske var han fortabt i tanker. Måske kiggede han slet ikke på hende. Men hver gang hun turde se, var hans blik der, stabilt og urokkelig.
