– Jeg vedder på, at han allerede kender vores nummerplade udenad.

– Lad ham gå. Ikke fordi vi bryder loven. Han er bare en overivrig nabo med for meget tid.

Jack trak på skuldrene. – Så dufter småkagerne godt.

Tre dage senere vågnede jeg op til en mærkelig lyd udenfor. Det var tidligt. Stadig mørkt. Et koldt, gråt øjeblik før solopgang.

Hvinende. Hvinende. Resumé.

Jack satte sig op og gned sine øjne. – Hvad sker der?

Jeg trak gardinet fra og frøs. – Jack. Ud. Nu.

Vi løb ned ad gangen og åbnede døren – barfodede, halvt påklædte.

To bjærgningsvogne. Begge i vores indkørsel. Begge biler var halvt hævet over jorden.

– Hey! råbte jeg. – Hvad fanden foregår der her?

En af bjærgningsvognschaufførerne kiggede ikke engang op. – Overtræder ejerforeningens vedtægter. Kun én bil pr. hus. Ransagningskendelserne kom i morges.

– Hvad? Jack knurrede. – Ingen advarsel! Ingen opmærksomhed!

Så så vi hende. Lindsey.

Hun stod på fortovet i en lavendelfarvet badekåbe, med armene foldet og en kop kaffe i hånden. Hendes smil var bredere end nogensinde. Som om hun lige havde vundet noget.

– Wow, sagde jeg højt nok til, at hun kunne høre det. – Du gjorde det virkelig, ikke sandt?

Hendes smil forsvandt i et halvt sekund. – Hvad er der så sjovt? sagde hun skarpt.

Jeg gik roligt hen til hende.